Historie :
Alle Leit- og Schweisshunde nedstammer fra ur-jagt hunden Bracken. Alle ren racede Bracker har den mest fin mærkende næse for spor og fært, den største sporsikkerhed, meget udtalt villighed til at følge fært, samt giver god hals på sporet under jagten.
Oprindelig udtog man de mest pålidelige og sikre Bracker fra koblet og søgte med hundene i rem det tabte spor af det jagede vildt. Senere fremavlede man af de mest rolige og let førte Bracker Leithundene ( kun trænet på naturligt, koldt spor fra ikke-anskudte dyr ) og Schweisshundene ( til søg på spor efter såret vildt, såkaldte "verdorbene Leithunde" ).
Ved indkrydsning af genetisk relativt nærtstående racer ved slutningen af det 18. og begyndelsen af det 19. århundrede opstod vore dages Hannoveranske Schweisshund.
Efter revolutionen i 1848, altså efter sønderdelingen af de store revirer og de tidligere jagtformers afløsning af pursch- og anstandsjagt og de samtidige forbedrede skydevåben, blev der brug for en hund til "arbejdet efter skuddet".
Navnlig i bjergrevirerne kunne man - som specialiseret i det sikre rem arbejde - ikke give afkald på hals givning på sporet, vedholdenhed og vildtskarphed. Under sådanne forhold viste den Hannoveranske Schweisshund sig at være for tung.

For at opnå de ønskede præstationer også i vanskeligt bjerg terræn fremavlede Baron Karg-Bebenburg, Reichenhall, efter 1870 den mere let byggede og forædlede Bjerg schweisshund, idet han krydsede Hannoveransk Schweisshund med den røde bjerg-bracker.
Efterhånden fortrængte disse hunde andre racer fra bjergrevirerne, således at den Bayerske Bjergs schweisshund i dag er blevet den klassiske ledsager for erhvervsjægeren og skovfogeden.

I 1912 grundlagde man " Klub für Bayerische Gebirgsschweisshunde " med hovedsæde i München. Dette er den eneste anerkendte specialklub for Bayersk Bjerg Schweisshund i Tyskland.

 Helhedsindtryk : En helt igennem harmonisk, ret let bygget, meget mobil og muskuløs hund af middelstørrelse. Kroppen er noget længere end høj, og hæver sig noget bagtil. Benene må ikke være for lange. Hovedet bæres vandret eller noget løftet. og halen bæres vandret eller skråt nedefter.
Temperament : Rolig og ligevægtig; hengiven over for sin ejer og tilbageholdende over for fremmede, Der kræves en viljefast og selvsikker, uforfærdet og let ført hund, som hverken er sky eller aggressiv.

Hoved
Skalle : Skallepartiet er forholdsmæssig bredt og fladt hvælvet, med tydelig afsat pande og godt udviklede øjenbryns buer. Nakkeknuden er kun let markeret.
Stop : Udpræget.
Næse : Af god størrelse, ikke for bred, med godt åbne næsebor, Farve sort eller mørk rød.
Næseparti : Ansat noget lavere end øjenhøjde, noget kortere end skallen. Passende bredt, ikke spidst. Næseryggen let hvælvet eller lige.
Læber : Godt overhængende og middel tykke. Mundvigen ses tydeligt.
Kæber, bid : Kraftige kæber med perfekt, regelmæssigt og komplet sakse bid, dvs. at den øverste række fortænder uden mellemrum griber ned foran de underste, og at tænderne er stillet lodret i kæben. Med 42 sunde tænder jfr. tandformlen. Tang bid er tilladt.
Kinder : Kun moderat fremhævede.

Øjne : Klare, med opmærksomt udtryk. Hverken for store eller runde. Mørkebrune eller noget lysere. Godt tilliggende, pigmenterede øjenrande.
Ører : Noget over middellange, men højst nående til næsen. De er tykke, ansat højt og bredt, afrundede nedadtil. De bæres hængende og tilliggende, ikke drejede.
Hals : Middellang og kraftig. Nogen løs hals hud. 
Krop : Overlinien er let stigende fra manke til bagpart.
Manke : Kun lidt udpræget. Flydende overgang fra hals til ryg.
Ryg : Kraftig og spændstig.
Lænd : Forholdsmæssig kort, bred, med meget kraftig muskulatur.

>>>>>>>>